Praktisk information til forældre i Sommerfuglen

Har I været heldig at få plads til jeres guldklump i Sommerfuglen, så bedes I læse følgende praktiske oplysninger grundigt igennem.

Stil gerne spørgsmål ved tvivl.
 

Åbningstider

Mandag-torsdag 7.30-16.00 og fredag 7.30-15.30.

Det betyder rigtig meget for mig, at I respekterer/overholder mine åbningstider og først kommer ind ad døren efter kl.07.30, da jeg har mange gøremål indtil sidste minut og at I henter senest 5 minutter før lukketid, så I kan nå at få jeres guldklump med ud ad døren inden jeg lukker. Dette af hensyn til min øvrige planlægning af min fritid.

Jeg har derudover fleksible åbningstider, hvilket betyder, at åbningstiderne respekteres til daglig, men har man et vigtigt møde eller på anden vis ikke kan overholde åbningstiderne, så snak med mig og vi finder en løsning den pågældende dag.

Det er vigtigt for mig, at det er noget der er aftalt på forhånd, så jeg kan planlægge min fritid, evt. aflevering/afhentning af eget barn m.m. 😉

Hvis I er tidspressede, så send mig en sms, så tager jeg gerne imod jeres barn i døren iført overtøj. Jeg giver også gerne jeres barn overtøj og sko på inden I kommer om eftermiddagen.  

Her hos mig i Sommerfuglen melder man kommende uges komme/gå tider senest mandag morgen. 

Det er også fint at give faste tider flere uger frem, og så bare give besked hvis noget ændres en dag, en anden end jer forældre der henter eller i ønsker en sms når jeres barn vågner osv.

 

Aflevering/hentning

Når jeres barn er godt kørt ind, så er det min erfaring, at I ikke trækker afskeden for langt ud. En god aflevering varer højst 5 minutter. Jeg anbefaler at I kommer ind og tager tøjet af jeres barn mens vi smalltalker. Herefter siger vi på gensyn.

Lange morgensnakke og forældres forventninger om, at barnet skal vinke på flere forskellige måder/lukke hoveddør/tegne ting på ruden m.m. forvirrer ofte barnet mere end det gavner.

Nogle børn trives godt med, at I afleverer i garderoben og vinker straks og så tager vi overtøjet af barnet efter at I er gået.

 

Mange forældre vil opleve, at deres barn pludselig får en periode, hvor barnet ikke synes det er sjovt at blive afleveret. I samarbejde med jer forældre finder vi ud af, om det er bedst med en hurtig aflevering, hvor jeg blot får barnet i armene og I smutter hurtigt ud ad døren. I vil som oftest opleve at barnet har det godt igen når I er ude af syne; stå evt. ude foran døren lidt og lyt, så vil I opleve at det går hurtigt over. Det er min erfaring, at denne aflevering er bedre end, at I forældre og jeres barn prøver at blive enige om hvornår det er ok at mor/far går.

Børn der bliver hentet sent på dagen hver dag, vil opleve at hoveddøren går op mange gange i løbet af eftermiddagen og lige så glade som børn kan blive over at se deres mor/far komme ind ad døren og få følelsen af ”SE, jeg bliver hentet nu!” så kan sene børn opleve det modsatte nemlig at blive frustreret over, at se alle de andre blive hentet. Men når det er sagt så er arbejdstider/transport en sag for sig, så jeg ved godt at det nogle gange ikke kan være anderledes og jeg skal selvfølgelig gøre mit ypperste for, at der bliver hygget godt om de børn der bliver hentet sent. En anbefaling er at I indimellem prøver at give jeres barn en kortere dag. 

For jeres barns skyld anbefaler jeg aflevering inden kl. 8.45 så barnet kan være med i morgensamling og aktiviteter. Vil I gerne aflevere efter 8.45, vil jeg blive rigtig glade for en sms, så vi ikke sidder og venter på jer.

 

Betaling for pladsen

Betalingen er forudbetalt alle årets 12 måneder. 

Beløbet indbetales, så det er på min konto senest sidste hverdag i måneden. 

Kontonummer til betalingen står anført i den kontrakt I har underskrevet ved opstart. Jeg anbefaler, at I laver en fast overførsel, hvor I sætter overførsel til 2 dage før sidste hverdag i måneden, så I er sikre på, at jeg modtager beløbet rettidigt. I skal være opmærksomme på, at der kan gå op til 2 bankdage før jeg modtager min betaling fra jer, hvis ikke vi har samme bank. Det er jeres ansvar, at betalingen til mig er på min konto rettidigt, uanset hvilken bank I har. 

Alternativt kan I lave en straksoverførsel/sammedagsoverførsel den sidste hverdag i måneden. Jeg sender jer en service-besked ved frokosttid den sidste hverdag i måneden såfremt jeg ikke har modtaget beløbet, da jeg ved at nogle forældre er glade for denne ”huske-sms” og derved kan oprette en straksoverførsel.

Oplever jeg gentagne gange, at betalingen ikke falder rettidigt, forbeholder jeg mig retten til, ikke at tage imod jeres barn, førend pengene står på min konto. Derudover kan jeg se mig nødsaget til at opsige samarbejdet med 1 dags varsel.

 

Opsigelse/udmeldelse

Skulle I mod forventning ønske at opsige jeres barns plads før det skal i børnehave har I 2 måneders opsigelse. Hvis I fx opsiger pladsen 15. januar, så skal I betale for hele februar og marts måned, og jeres barn har så sidste dag den sidste hverdag i marts.

Hvis vi får brug for at opsige pasningsaftalen med jer, så gælder den samme frist.

Opsigelsen skal ske skriftligt, enten afleveret personligt i papirform, pr post eller via mail til sommerfuglenprivatpasning@gmail.com. Opsigelsen er først anerkendt når I har min underskrift herpå eller bekræftelse på mail.

Husk de nye regler er, at man først er garanteret en plads i kommnal børnehave måneden efter dit barn bliver 3 år ( eks.  bliver dit barn 3 år i juli, så er der først mulighed for kommunal børnehave 1. august.)

Jeg gør opmærksom på, at det ikke er muligt at opsige pladsen pr. 1. juli, med mindre dit barn bliver 3 år i juni måned og skal i børnehave.

 

Ferie

Jeg udarbejder feriekalender for et halvt år ad gangen og udleverer den i så god tid som muligt.

Hvis I har oplyst at jeres børn holder fri på et givent tidspunkt, så vil jeg være glade for, at I overholder de dage, da jeg ofte planlægger vores hverdag ud fra børneantallet.

 

Søvn

Som udgangspunkt sover alle børn i Sommerfuglen mellem 12 og 14. Der er børn, som har behov for en formiddagslur, dette er individuelt fra barn til barn. I Sommerfuglen sover børn, når de er trætte. Børn har brug for søvn til at udvikle sig og til at bearbejde indtryk. Og i skal vide at jeg som udgangspunkt ikke vækker børn. Ønsker man ikke ens barn skal sove til middag, vil det her hos mig stadig blive lagt med mulighed for at hvile. Man er altid velkommen til at hente sit barn inden lur, hvis ikke man ønsker denne løsning.

 

Måltider

Jeg forventer at alle børn har spist morgenmad hjemmefra inden de møder i Sommerfuglen, men oplys mig gerne hvis jeres barn ikke har spist så meget.

Klokken ca 8.45 er der formiddagsmad/samling
Klokken cirka 11 spiser vi frokost.
Klokken cirka 14.30 er der eftermiddagsmad.                                                                             
En typisk uge byder på 1 dag med grød, 2 dage med varm mad og 2 dage med hjemmebagt rugbrød til frokost. Vi drikker vand til alle måltider. I Sommerfuglen går jeg ind for "undgå madspild" og derfor vil I også opleve at jeg serverer rester fra ugens løb til frokost engang imellem.

 

Sukkerpolitik 

Jeg skal følge Hillerød kommunes sukkerpolitik. Jeg serverer sjældent kage, saftevand, pålægschokolade og den slags, men det er ikke fordi jeg er sukkerforskrækket - det er blot fordi jeg selv mener at børn ikke har brug for den slags og fordi jeg selvfølgelig overholder kommunes retningslinjer. Hvis jeres barn slet ikke må få den slags så går jeg ud fra, at I underretter mig om det. Ved festlige lejligheder som fx fødselsdage, fastelavn, påske og lignende kan der forekomme glasur, saftevand og lignende. I forældre er altid velkommen til at medbringe lækkerier til fx jeres barn fødselsdag og her er der heller ingen sukkerpolitik, men jeg skal nok respektere de børn, der ikke må få sukker og finde på noget andet de kan få i stedet for. Når det er sommer og tæt på 30 grader serverer jeg til tider saftevand i stedet for vand.

 

Kontakt til Katja 

Katja: 41569709. Jeg sætter min telefon på lydløs når jeg går i seng, så I er velkommen til at sende sms sent om aftenen/nat/morgen hvis I har besked om sygdom/fridag/mødetidspunkt. Da jeg ofte forbereder vores frokost tidligt om morgenen så vil det være dejligt med besked om eventuel fridag/sygedag så tidligt som muligt, så jeg ikke forbereder unødigt meget mad. Husk altid at tjekke jeres mobil om morgenen i tilfælde af at jeg skulle have sendt en sygemelding eller anden vigtig besked.

 

Sygdom

Hvis jeg er så uheldig at må melde mig syg så sender jeg jer en sms senest kl. 06.00 – husk altid at tjekke jeres mobil om morgenen. Jeg skriver en status til jer senest kl. 14 med besked om hvorvidt jeg er friske til næste dag. 

Hvis andre medlemmer af min familie er hjemme, grundet smitsom sygdom af den ene eller anden art, vil i modtage en sms om morgenen den pågældende dag, inden kl. 7. Så kan i selv tage stilling til om i har lyst til at komme. Er der tale om Roskildesyge eller lignende, vil her være lukket og i vil modtage besked om dette.

Hvis jeres barn er sygt så modtager jeg gerne sms om dette så tidligt som muligt (gerne aftenen før hvis I ved det allerede der).

Jeres barn skal raskmeldes på sms til Katja senest kl. 17.00 dagen før, hvis barnet forventes helt friskt til dagpleje den næste dag.

Jf. Sundhedsstyrelsens vejledning opfordrer jeg jer til, at I giver jeres barn 24 timer hjemme efter endt sygdom (også selvom det er anden sygdom end feber) inden I afleverer dem i Sommerfuglen igen, så barnet får lov til lige at komme sig.

Det kan være rigtig hårdt for et lille barn at komme tilbage "på arbejde" efter endt sygdom, uanset om det har feber, hoster eller er snotforkølet.

Jeg retter mig efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer ved børns sygdom. Ved opkast/diarre/roskildesyge kan jeres barn vende tilbage til hverdagen i pasningsordningen efter 48 timers symptomfrihed og mindst 1 normal afføring– jævnfør www.sundhed.dk.

Feber er feber og hvis jeres barn har 38.0 i temperatur, så skal barnet ikke være i pasningsordning. Jeg hører nogle gange forældre sige, at deres barn blot har feber grundet tandfrembrud, men da jeg ikke er læge, så vil jeg ikke tage ansvar for et barn med feber. Barnet må komme i paningsordningen igen når det har været feberfri i et døgn.

Man kan godt være syg uden at have feber. I skal vide, at jeg er her for jeres barns skyld, jeg er jeres barns ambasadører, og jeg kan godt sende jeres barn hjem, hvis jeg vurderer at den almene tilstand ikke er i top. 

Jeg modtager IKKE børn i pasningsordningen som har fået Panodil hjemmefra, uanset årsag!

 

Medicin/sygdom

Smertestillende/Panodil/penicillin må jeg ikke give børnene. Er jeres barn ramt af astma og skal have maske, så giver jeg selvfølgelig dette, efter aftale med jer.  Jeg modtager ikke børn der har fået smertestillende hjemmefra. FASTE: Hvis jeres barn har brug for at faste inden en undersøgelse eller operation så kan jeg ikke tilbyde at passe barnet under fasten.

 

Fødselsdag

Når et barn er i Sommerfuglen på sin fødselsdag, hejser jeg vores lille flag foran døren. Vi fejrer barnet om formiddagen i forbindelse med samling. Måske har barnet selv noget lækkert med (fx boller, kage, kanelsnegle, frugt, mini-yoghurter, kiks) ellers hygger vi med frugt og brød som vi plejer til formiddag. Jeg køber en gave som er fra alle os i Sommerfuglen. Som forældre til fødselsdagsbarnet er I velkommen til at deltage, men hvis I kommer og fejrer jeres barn og er med til samling, så vil jeg bede jer om at tage barnet med hjem igen bagefter, da det kan føles hårdt for barnet at forældrene er der og hygger for så at gå uden at tage barnet med hjem. Jeg har valgt at vi fejrer barnet om formiddagen, da ikke alle børn er oppe på samme tid om eftermiddagen og nogen bliver hentet tidligt. Hvis barnet ikke er i pasningsordning på selve fødselsdagen, så holder vi selvfølgelig fødselsdagen en anden dag, som vi aftaler i fællesskab, hvis dette ønskes.

 

Forældre-arrangementer

Jeg holder forældrearrangementer et par gange om året. Min erfaring er, at det glæder børnene at se jer forældre hygge i pasningsordningen. Jeg skal nok sørge for at der er invitationer/tilmelding og remindere når arrangementerne nærmer sig. HUSK – det er kun et tilbud, da jeg godt ved, at I som forældre har mange ting at løbe til.

 

Facebook/Instagram

Jeg benytter mig af Facebook til at reklamere for min pasningsordning og til at informere jer forældre om begivenheder og også til at vise jer i tekst og billeder, hvad vi går og laver. I kontrakten har I krydset af om I vil se jeres barn på Facebook eller ej – jeres valg kan altid ændres når blot vi får jeres underskrift på ændringen, som vedlægges kontrakten. Når i er startet i Sommerfuglen, vil i få en invitation til en lukket facebookgruppe.

 

Kørsel

Jeg har godkendte autostole og kører kun med jeres barn HVIS I har underskrevet en kørselstilladelse. Nogle forældre ønsker ikke at give lov til at andre må køre med deres barn og det har jeg fuld respekt for og derfor vil de forældre der ikke har underskrevet en kørselstilladelse altid blive informeret om hvornår jeg planlægger en køretur, så de kan holde deres barn hjemme den pågældende dag eller aflevere/hente barnet på udflugtsstedet.  

 

I forældre skal medbringe

Barnet skal have minimum 2 sæt skiftetøj liggende i deres kasse (2 sæt undertøj, strømper, bukser, bluse). Det vil være dejligt hvis I husker tøj efter vejret da det er synd for et barn at skulle sidde i en barnevogn og se på de andre lege i det våde græs hvis mor/far har glemt regntøj eller at få kolde fingre/ører hvis mor/far har glemt vanter/hue. Minimum 2 sutter og eventuelt bamse/nusseklud. Evt. savlesmække. Solhat til om sommeren hvis I gerne vil have at jeres barn skal benytte dette. Hvis barnet bruger sutteflaske så skal I medbringe sådan en. Jeg må IKKE bruge huer med bindebånd og generelt bindebånd i børnenes tøj ligesom I ikke må aflevere børn med spænder i håret, da små børn kan blive kvalt i dem hvis de pludselig falder ud og ligger på gulvet. Til den kolde tid beder jeg om en sovedragt til de børn der sover i barnevogn. Jeg beder også om sovevanter og sovehue, som må blive liggende i sovedragten, da barnets normale hue/vanter kan risikere at være blevet våd hvis vi har været ude og lege. Det en stor glæde for os, hvis jeres barns sovedragt må blive liggende i pasningsordningen, da det er meget nemmere for mig at have alle dragterne hernede i kasserne i stedet for at skulle i barnets skuffe efter dem. Samtidigt beder jeg om en sovebamse/nusseklud (hvis I ønsker at jeres barn skal sove med en sådan), som jeg kan have liggende sammen med barnets dyne/sovegrej/sovedragt, så jeg ikke skal huske at lægge den tilbage i garderobeskuffen.

I overgangsperioderne, hvor sovedragten er for varm, vil jeg blive glade for en tyk trøje uden hætte.

 

Sommerfuglen sørger for

Sund og varieret kost - mælk og frugt/grønt er overvejende økologisk. Kød og pålæg kan godt være ikke-økologisk, men det er som regel altid dansk. Jeg bruger bleer fra Rema1000. Hvad angår modermælkserstatning/babygrød så køber jeg det økologiske der er på tilbud, men hvis der ikke er øko i mit supermarked så køber jeg et andet produkt. Jeg arbejder ud fra Hillerød kommunes kostpolitik til dagplejebørn.

Sommerfuglen stiller barnevogn/indesoveplads til rådighed med godkendt sele, fluenet, dyne m.m. Om sommeren smører jeg jeres barn ind i solcreme (på områder der ikke er dækket af tøj) når han/hun har sovet til middag hvis vi skal ud, men om morgenen er det jeres ansvar at han/hun er smurt ind når han/hun møder – hvis I har glemt det så giv besked så kan i altid låne en eller vi klarer det når i er gået. Men som udgangspunkt har i selv ansvaret for dette.

Sig til eller stil spørgsmål hvis der er noget I undrer jer over.

Smil fra Katja